Stovby Stubmølle, Stovbyvej 19a, Stovby, Sydfalster
Opført 1790
Stubmølle af træ. Kroppen er firkantet og med lodret
bræddebeklædning på 3 sider. Den fjerde side, mod vingerne, er beklædt
med spån. Møllen står på resterne af et kampestensfundament, der indtil
1931, var ca. 60 cm højt. Taget er bådformet og med brædder på klink.
Vingerne kører med sejl og møllen krøjer med gangvogn og svans. Bygget
som kornmølle og i drift indtil 1931. Anna Marie Lebech-Sørensen
fortæller i sin fremragende bog "Vindmøller Og Vandmøller I Danmark", at
Stovby Mølle måske er en af voldmøllerne fra Nykøbing Falster. Fra 1762
til 1768 tilhørte møllen sognepræsten ved Væggerløse Kirke. Inden for
dette tidsrum nedbrændte den og det er muligvis grunden til, at møllen
blev flyttet til sin nuværende plads. Det er et kæmpearbejde at holde en
stubmølle kørende. Foruden kendskab til mølleri, skal man have et solidt
kendskab til møllens konstruktion og vedligeholdelse.
Pasningsvejledningen fra Stovby Mølle giver et godt indtryk af dette
arbejde. Den lyder:
JÆVNLIGT: Banke kiler, smørre trædele med talg, metal mod metal smørres
med olie eller fedt. Hver 14. dag drejes møllen 1/4 omgang. Lad blot
vingerne dreje nogen tid, men sørg for, at de standses ved det rigtige
nr., det hindrer vridning og udligner fugtighed. HUSK DET GÆLDER HELE
ÅRET!!! HVERT FORÅR efterses og afprøves møllen inden opstart. Møllen
drejes nogle gange, og det sikres, at kiler m.v. er i orden. Hejseværket
afprøves og kontroleres. Møllen rengøres til brug. Kværne efterses.
HVERT EFTERÅR, når åbningstidener forbi 2. uge i september, afmonteres
sejl og yderste stormbrædder. Sejlene efterses og sendes evt. til
reparation. Husk at rense kværnene!. Der holdes "møllesyn" med
repræsentanter for Sydfalster Kommune, møllebygger og Stovby Møllelaug.
(Hvilke vedligeholdelsesopgaver skal iværksættes?) Når møllen er i drift
benyttes en arbejdshastighed på 8-10 omdr./min. max 12. (se evt.
mærkning af hathjul). Sørg altid for, at der er korn ved kværnene i
tilfælde af pludselig forøget vindhastighed. Afpas altid sejlføringen
efter vejret! Hellere for lidt end for meget. Husk der skal være lige
sejlføring på modstående vinger. (lige sejlføring gælder alle 4 vinger,
når møllen er i drift!!!). Rebene til styring af persen (bremsen) skal
være ved jord, når møllen sættes i drift. Maling af møllen: Der skal
altid startes fra toppen. HUSK ALTID AT UDDANNE EN AFLØSER I MØLLENS
PASNING OG DRIFT!
Der er gode forhold ved Stovby Mølle. Rene toiletter, borde/bænke, en
lille møllebod med souvenirs, samt kaffe/te og is. I møllegårdens længe
er der indrettet et glaspusteri med fri adgang og mulighed for køb af
forsk. glas.