Nørre Jernløse Mølle, Møllebakken 2, Nr. Jernløse, Regstrup, Sjælland
Opført 1853 på Nørrevold i Kbh. Flyttet til Nr. Jernløse 1885. Ottekantet gallerihollænder med undermølle i grundmur og overmølle i træ, beklædt med spån. Hatten er løgformet med spån. Vingerne har sejl og der er manuel krøjning fra galleriet. Møllen lå oprindelig på Nr. Vold i Kbh. og hed Skt. Peders Mølle. Sidst i 1800-tallet rev man voldene ned og solgte ud af voldmøllerne. Møller Niels Peter Rasmussen mente nok han kunne bruge den 32 år gamle mølle og fragtede den de ca. 70 km. til Nr. Jernløse på hestevogn. Der blev flyttet flere af de 18 gamle voldmøller til provinsen, men de eksisterer desværre ikke længere og kun Nr. Jernløse Mølle, Kastelsmøllen og Lille Mølle (kun undermøllen) på Christianshavns Vold er tilbage. Nørre Jernløse Mølle er en meget smuk og harmonisk formet vindmølle.